Truslen mod Danmark - Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40
af Søren Helstrup
(Museum Tusculanums Forlag)



Da tyskerne om morgenen den 9. april 1940 invaderede Danmark, kom angrebets form fuldstændig bag på regeringen. Man var fuldt på det rene med, at dansk territorium kunne blive truet, og at noget usædvanligt var i gære i starten af april – men alligevel blev Danmark bogstaveligt talt taget på sengen.



Hvordan kunne regeringen forregne sig så voldsomt? Truslen mod Danmark giver noget af svaret, idet den beskriver de militære trusselsopfattelser, regeringen lod indgå i sit sikkerhedspolitiske beslutningsgrundlag fra den tyske indlemmelse af Østrig i 1938 til besættelsen var en realitet i april 1940.

Mange har i eftertiden haft travlt med at kritisere den daværende regering for dens fuldstændige fejlvurdering af situationen, og denne kritik kan der være noget om. Men går man ind på daværende udenrigsminister Munchs grundlæggende holdning til Danmarks udenrigspolitiske stilling, og betragter man den information, han fik fra udenrigstjenesten og militæret, giver hans politik mere mening. Men det kræver som nævnt, at man accepterer hans præmis. Selv kom han tilsyneladende aldrig i tvivl, og det er vel den alvorligste kritik, man kan rejse imod ham – at han (man får fornemmelsen: bevidst) ignorerede ethvert forhold, der kunne så tvivl om rigtigheden af hans i forvejen antagne opfattelser af Danmarks stilling og handlemuligheder.

Det lyder måske meget udspekuleret (og vurderingen står i øvrigt ganske for min egen regning), men faktisk er Truslen mod Danmark en let tilgængelig, velskrevet og spændende bog for den historisk interesserede. Med udgangspunkt i hærens og flådens trusselsvurderinger og indberetninger fra ambassaderne i Berlin og London, beskriver forfatteren hvordan regeringen i forskellige sammenhænge tolkede den internationale situation, dens implikationer for Danmark og de danske udfaldsmuligheder – og hvad regeringen derefter besluttede sig til at gøre (eller, nok så ofte, undlade at gøre).

Læseren bliver så at sige flue på væggen i regeringens mødelokaler og bliver derved også vidne til mange mindre skønne forløb – f.eks. hvordan hæren og flåden når frem til vidt forskellige trusselsbilleder, der imidlertid begge fremhæver netop deres værns betydning for en vellykket konflikthåndtering (og dermed værnets adkomst til de begrænsede forsvarsbevillinger). I en klasse helt for sig står imidlertid udenrigsminister Munchs krumspring for at bære den udenrigspolitiske kappe på flere skuldre, samtidig med at han kæmper for at bibeholde sit verdensbillede – og for at overbevise sine omgivelser om dets rigtighed, og dermed hans politiks rigtighed.

Efter en kort beskrivelse af forløbet den 8.-9. april 1940 (herunder nogle kontrafaktiske betragtninger) rundes bogen af med perspektivering og en konklusion indeholdende opsummering og en vurdering fra forfatterens side. Undervejs hertil er læseren blevet ganske godt underholdt og når den sidste side vendes, føler man sig absolut klogere på emnet.

Boganmeldelse af Ole Klaumann