top
logo

Login




Home

Tempelfuglens fjer Udskriv Email

Tempelfuglens fjer
af Lian Hearn
Oversat af Karin Bodenhoff
(Gyldendal)




I mere end seksten år har Takeo og Kaede regeret De Tre Riger. Sammen har de skabt et rige med fred, rigdom og velstand og de er begge højt elsket af folket. Men med freden følger manglende arbejde til krigerne og stammen, og i hemmelighed tales der om at styrte Otorierne og bringe landet tilbage til hvordan det var før.


Kejseren vender sig mod Takeo og erklærer hans regering for ugyldig. Han giver Takeo valget enten at tage sit eget liv eller trække sig tilbage og leve i eksil på en lille ø. Nu må Takeo drage til hovedstaden og besøge den sagnomspundne kejser, i håb om at kunne imponere ham og hans generaler nok, til at de vil lade ham fortsætte som overhoved af de tre riger. Med sig bringer han de smukkeste og mest værdifulde gaver, samt hans datter Shigeko, arving til Maruyama, og nogle af sine nærmeste venner. Men hans afrejse er lige hvad man har ventet på, og mens han er væk sættes planer i værk, planer som, hvis de lykkedes, vil styrte ham og lægge riget i hænderne på en fra hans egen familie.

Akio, kikutafamiliens overhoved, er træt af at stammen lever i skjul og han drager til De Tre Riger, hvor han sammen med andre magtfulde mennesker, planlægger de indledende angreb mod Takeo. Med sig bringer han Takeos søn Hisaro, der, til Akios store fortrydelse, ikke lader til at have arvet nogen som helst af stammens evner. Hvordan skal denne dreng kunne opfylde profetien og dræbe sin egen far? En mulighed viser sig snart og Akio er ikke sen til at gribe chancen.

Tempelfuglens fjer er fjerde bog i Otoriklanens fortællinger.

Den er, ligesom de foregående bøger i serien, godt skrevet, men handlingen bliver endnu hårdere end den har været tidligere. I seksten år har der været fred i riget, men nu slippes flere års had og frustrationer løs og det hele blandes sammen i et stort drama som strækker sig helt ud over de tre rigers grænser.

Handlingen er ikke helt lige så fangende som i de tre foregående bøger, og der lægges en dæmper på den natlige klamren til siderne, for at finde ud af hvad der sker næst. Dog skal det ikke betyde at den er skidt, for bogen har helt klart sine momenter.

Af slutningen vil jeg ikke afsløre andet, end at jeg personligt blev noget skuffet. Men det er grundet mine egne meninger og holdninger til, hvordan en bog skal ende. Det er en udmærket historie, men afslutningen er noget hård og brutal.

Bogen overrasker ofte og en del af de drejninger den har taget, er kommet helt bag på mig. Men dette er noget som både gør historien super spændende, men også gør at man til tider skuffes.

Serien er generelt ikke for de mindre, grundet den før nævnte, noget brutale handling, og denne fjerde bog her er den mest brutale i serien. Læserne skal være store nok til at forstå begreber helt fra rendyrket had, til sorg så stor at folk tager deres eget liv. Derudover er historien fyldt med begreber som æresdrab, mord og seksuelle akter, både mellem mænd og kvinder, men også mand og mand imellem, samt blodige krige og forræderi.

Alt i alt vil jeg sige, at det er en fantastisk serie, som klart kan anbefales. Den fjerde og afsluttende bog er noget anderledes end jeg, ud fra de tre andre, havde forventet, men den er stadig god og bør læses.

Boganmeldelse af Michelle Revsbech




 

Nyhedsbrev

Banner

bottom

© 2010 http://www.rundtombogen.dk/