|
Snemanden af Jo Nesbø Oversat af Allan Hilton Andersen Indlæst af Bent Otto Hansen Spilletid: 897 min. (Modtryk)
    
Da den første sne falder forsvinder en række kvinder og snemænd begynder at dukke op i nærheden af deres bopæle.
Harry Hole, som er den eneste politimand med erfaring indenfor seriemord, får sagen om de forsvundne kvinder på sit bord. Samtidig får han en ung kvindelig politibetjent tilknyttet sin afdeling. Hun er netop overflyttet fra Bergen politikreds, hvor det er almen kendt, at hun er til hård S/M sex.
Men hvem bekymrer sig om det? I hvert fald ikke Harry Hole, der som alkoholiker har rigelig travlt med at kæmpe en brav kamp for at holde sig ædru, mens han forsøger at finde de forsvundne kvinder - og et motiv til deres forsvinden. Det skal vise sig at blive en lang og forvirrende sag fuld af vildledende spor og med mangel på en gerningsmand.
Snemanden er syvende bog i Jo Nesbøs serie om den norske vicekommissær Harry Hole. Det er den første bog i serien som jeg stifter bekendtskab med, og det er derfor en behagelig overraskelse, at det er muligt at følge med i handlingen uden at blive bremset eller irriteret over en masse indforståede hentydninger, som man skulle have læst de øvrige bøger i serien for at kunne forstå.
Snemanden fangede mig fra første til sidste ord, og spændingskurven faldt og steg gang på gang så bogen aldrig blev triviel. Der er fuld fart over feltet og de mange vildledende spor som hovedpersonen følger undervejs, pirrede min nysgerrighed og gjorde, at jeg aldrig under lytningen til lydbogen mistede koncentrationen.
Oplæseren Bent Otto Hansen personificerer Harry Hole på fremragende vis, og hans rolige stemme er utrolig behagelig at lytte til uden at den nogensinde kommer til at virke søvndyssende.
Lydbogsanmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe
|