Shalimar the Clown
af Salman Rushdie
(Random House)



En tidligere amerikansk ambassadør i Indien, Max Ophuls, af fransk-jødisk oprindelse bliver knivdræbt foran sin datter Indias hoveddør. Der er såmænd ingen tvivl om gerningsmanden – men hvorfor? Begivenheden er omdrejningspunktet for et tilbageblik på to udviklingsforløb – et europæisk/amerikansk og et indisk/pakistansk/kashmirsk.


Vi følger den karismatiske, kultiverede, charmerende kvindebedårer Max Ophuls liv fra opvæksten i Strassbourg som eneste søn af et dannet og kultiveret jødisk ægtepar, hans sagnomspundne meriter i modstandsbevægelsen (fransk og engelsk) under 2. verdenskrig, hans ægteskab, hans karriere i det amerikanske diplomati op til de begivenheder, der i sidste instans kulminerer med at han får skåret halsen over på et fortov i Californien.

Fortællingens andet hovedspor foregår i en landsby i Kashmir, hvor hinduer og muslimer sameksisterer på godt og ondt under fælles (uformel) ledelse. Konflikten Indien-Pakistan er en væsentlig faktor i historien og parallellerne mellem Alsace og Kashmir historisk set (besættelse, ufrivillig slagmark for to konfliktende nationer m.m.) er tydelige. Synsvinklen skifter mellem to af hovedpersonerne og deres familier.

Handlingen er både overraskende og spændende (og meget detaljerig), og jeg vil afstå fra at referere yderligere - den bør læses!

Et aspekt som jeg særligt vil fremhæve er persontegningerne. Der er blandt andre nogle herlige bipersoner:

Olga Volga, som er concierge i Max Ophuls’ datter hus, livsklog eksilrusser, der sysler med kartoffelmagi (!) og udtrykker sig med en fabelagtigt skildret accent.

Kommandanten for den indiske militærlejr Elasticnagar (navnet hentyder til lejrens ubønhørlige tendens til at udvide sig ukontrollabelt), en totalt fantasiforladt og selvhøjtidelig type, hvis sjæleliv skildres prægtigt over en 8-10 sider. Tak til Dr. Strangelove!

Den ekstremt gennemsnitlige undertøjsmodel af hankøn, der frier til India Ophuls, prototypen på sundhed og normalitet – personlighedsløs i en grad så han aldrig får sit helt eget navn i bogen, bare en række af rimende sammensætninger som Jock Flock eller Jay Flay.

Jeg synes personligt at dette er Salman Rushdie, når han er bedst: ordrig, fabulerende, mytisk. Der perspektiveres til højre og venstre og refereres direkte og indirekte til i hvert fald et halvt århundredes vestlig film- og litteraturtradition. Sandsynligvis også østlig tradition, det er jeg bare ikke i stand til at hverken se eller påskønne. Det er en god og spændende bog, som jeg har læst med meget stor fornøjelse hele vejen igennem.

Sprogligt er den endog meget udfordrende og byder på mange finurligheder, som om ikke andet kan tjene til at udvide ens engelske ordforråd og sproglige forståelse.

Med Salman Rushdie er det nok sådan at man enten elsker eller hader hans bøger. Jeg har læst hver eneste en mange gange og finder nyt i dem hver gang. Denne vil med sikkerhed også blive genlæst. Men er man på det hold, der finder ham opstyltet og forskruet, vil man heller ikke synes om denne.

Boganmeldelse af Tine Demandt