Pirelli og Firestone
af Brdr. Deleuran
(Politisk Revy)



I 1979 lykkedes det brødrene Deleuran at sælge dagbladet Information en halvfærdig tegneserie om et par bistandsklienter, der slår sig ned som privatdetektiver. Dermed var en dansk tegneseriesucces født – selv om den nær var blevet en umiddelbar abort, fordi store dele af Informations selvstyrende redaktionsmøde (det var jo i 70’erne) fandt den politisk ukorrekt, og derfor ville afvise den.

Men nu lykkedes det altså, og den halvfærdige, første serie blev til tre hele historier om Thorfinn og onkel Ftata – samt det persongalleri, der gradvist opstod omkring dem. I nærværende bind er alle tre historier samlet.

Historiens udgangspunkt er, at de to hovedpersoner – efter at være blevet bestjålet under et fugtigt værtshusbesøg – beslutter sig for at købe et falleret detektivbureau (tilhørende den navnkundige og evigt piberygende gentlemandetektiv ”Rip Kirby”, en tegneserie der kørte over mange år i adskillige danske dagblade).

Som privatdetektiver skal man selvfølgelig også have dæknavne – heraf Pirelli og Firestone etc., og dermed er stilen lagt for resten af den første serie, med brandere, ordspil og skæve indfald.

De følgende to serier – Occidentens Lys I og II – tager tråden op fra bind 1, men er langt mere disponerede i indhold og forløb, og også mere stilsikre i tegne- og fortællemåden. Samtidig indarbejdes nogle faste personer i persongalleriet.

Personligt finder jeg disse tegneserier inspirerede, respektløse og ret sjove. Referencerammen er klart dansk, men der plukkes ganske ugenert fra alverdens inspirationskilder - jeg gætter bl.a. på Tintin og Indiana Jones som nogle af de mest indlysende, men hænderne har tydeligvis også været dybt nede i andre værker – og suppleret med danske ordspil, undersættelser og klicheer bliver slutresultatet OK, og man kan ved fornyet gennemlæsning ofte finde nogle nye detaljer at more sig over.

Det interessante ved den sammenstillede udgivelse er, at den giver en oplagt mulighed for at se udviklingen i serien. Det første bind virker meget improviseret og skrevet ”as you go” - der er givet efter for spontane indfald og pointer, som er sjove, umiddelbare og ”ægte”, men som til gengæld også giver selve historien nogle ordentlige herresving undervejs.

Kreativiteten savnes heller ikke ganske i de efterfølgende bind, men den er tydeligvis blevet underlagt en langt højere grad af disposition og disciplin. Således bliver historierne ”bedre” og mere sammenhængende, men de spontane og helt skæve indfald savnes – man fornemmer, at en drejebog er blevet skrevet, før serien er blevet offentliggjort.

Jeg husker selv Pirelli og Firestone fra starten af 80’erne, og som nævnt finder jeg dem stadig ganske underholdende. Jeg må imidlertid også ærligt tilstå, at jeg finder det svært at bedømme om disse striber har et budskab og/eller en underholdningsværdi i dette årtusinde. Jeg kunne godt formode, at min personlige holdning skyldes en referenceramme, som senere generationer i sagens natur ikke deler.

Boganmeldelse af Ole Klaumann