Pigen med majblomsterne
af Karin Wahlberg

PROLOG

Han lagde tæppet om skuldrene på hende. Et tyndt gult bomuldstæppe af den slags, de har på hospitalerne. Hun registrerede hans omsorg, skuttede sig lidt. Som om han havde
bredt sine vide vinger ud over hende.
Hun trak tæppet tættere om sig og satte sig forsigtigt ned på stolen. Sad så helt stille og prøvede at fortrænge de afskyelige billeder, der dukkede op som små skarpe lyn i hovedet på hende. Umulige at standse. Men lidt efter lidt ville det vel blive bedre.


Og hun måtte heller ikke glemme at nyde den ikke helt ubehagelige følelse af at have en, der sad og ventede på hende, kun hende.
Værst var tanken om øjnene, der havde stirret hjælpeløst på hende. Og tanken om, at det kunne have været hende selv, der var blevet offer for volden. Mishandlet næsten til døde. Hvor mange gange kan man være rigtig heldig her i livet? For nylig, da hun cyklede hjem fra arbejde, var hun lige ved at blive påkørt ved Ringvägen af en bilist, der ikke havde set hende i tusmørket. Episoden dukkede op i hendes tanker nu, selvom den ikke havde det mindste at gøre med det frygtelige, der var sket i kælderen i hendes egen ejendom.
Det havde bare været hendes lod at komme lige bagefter. Hvorfor netop hende? Måske en ren tilfældighed, sagde den flinke betjent. Kunne hun mon stole på det?
Hendes første indskydelse havde været, at det var en galnings værk, og hun blev selvfølgelig rædselsslagen. Der var jo så mange stofmisbrugere og syge eksistenser, der løb frit omkring, skjulte sig, lurede i mørket. Rædslen trængte hende ind i en blindgyde. Hun kunne ikke røre sig ud af stedet.
Øjnene på betongulvet stirrede forfærdet op på hende. Blinkede ikke engang. Hun gøs igen ved tanken. Blodsprængte øjne, der stirrede anklagende på hende, som om det var hende, der hæmningsløst havde slået løs. Og hun, der var så frygtsom af sig.
Blodig masse trængte ud fra baghovedet og løb ud på betongulvet. Tanken fik hende næsten til at kaste op selv nu, hvor hun befandt sig i tryghed på politistationen med en flink og opmærksom kriminalbetjent hos sig. Han havde sagt til hende, at hun skulle trække vejret roligt. Vente til det værste havde fortaget sig.
Hun og han. Helt alene.
Han var ikke begyndt at afhøre hende endnu. Hun skulle først have tid til at komme lidt til hægterne. Hun var nok klar lige straks. Så ville han lytte til hende. Hvert eneste ord, hun sagde, var vigtigt, det forstod hun, uden han havde behøvet at sige det.
Gad vidst, hvor gammel han mon var? Måske et par år ældre end hun selv. Men han var sikkert gift. Eller boede sammen med nogen. Sådan var det altid. De bedste røg først.
Det var da heller ikke, fordi han var vanvittig lækker, men han var helt fantastisk over for hende. Og han havde ingen ring på.
Hvis han overhovedet havde sagt, hvad han hed, havde hun glemt det i forvirringen. Desuden var alting gået så stærkt. Hun havde nærmest kastet sig i armene på ham, som om hun instinktivt havde regnet med, at han ville redde hende. Han var ankommet i en patruljevogn samtidig med ambulancen, og pludselig myldrede det med mennesker i hele huset. Lidt senere havde han bedt en anden betjent om at tage hende med derfra. Selv var han kommet senere.
En dump hovedpine begyndte at murre i baghovedet. Det var nok, fordi hun slappede en smule af. Det var for resten temmelig længe siden, hun havde spist noget, men hun var
ikke sulten. Den rytmiske dunken i hovedet blandedes ubarmhjertigt med erindringen om de besværede og rallende åndedrag fra nabokonen på betongulvet, hendes hunger efter luft,
hendes kamp mod kvælningsdøden, eller hvad det nu var, hun var ved at dø af.
Hun gøs igen.

Læs mere om bogen på www.bazarforlag.dk


Læs også boganmeldelsen af denne bog her på siden.