Narnia – Sølvstolen
af C. S. Lewis
Oversat af Niels Søndergaard
Indlæst af Lars Lippert
Spilletid: 300 min
(Lytteratur)



Sommerferien er overstået og Eustace, som efter sit første besøg til Narnia er et ændret menneske, drømmer om at vende tilbage dertil. Og det kommer han da også, sammen med en af hans skolekammerater Jill.

Sammen får de til opgave, at finde en forsvunden Narnisk prins, som har været savnet i mange år. De fleste tror han er død, men Aslan ved at han lever, og det er nu Eustaces og Jills opgave, at finde ham og bringe ham tilbage til Narnia, hvor hans far, kongen, nærmer sig slutningen af sit liv.

Til hjælp får de fire ledetråde som de skal følge – fire ellers ret simple ledetråde. Men børnene finder hurtigt ud af, at ikke alting er så let som de først havde troet, og en efter en kludrer de i ledetrådene.

Sammen med Marskmulen Muddermukke drager de mod nord, på jagt efter den forsvundne prins, en jagt som ingen nogensinde før er vendt tilbage fra. De skal igennem kæmpernes land og drage ind i en anden verden, en verden som det gode folk i Narnia aldrig før har hørt om. En verden, som om ganske kort tid, er parat til at angribe og overtage Narnia og dets folk…

Sølvstolen er sjette historie i Narnia Fortællingerne.

Denne historie er ganske sjov at høre i forhold til de andre fem jeg indtil nu har været igennem, og sikkert lige så sjov at læse, da de to børn Eustace og Jill får følgeskab af den lidt sortseende og pessimistiske Marskmule ved navn Muddermukke. Hans syn på verden, og hans kommentarer er hylende morsomme ind imellem, og man kan slet ikke lade være at sidde og smågrine, når de to børn og Muddermukke står i en ellers ret så håbløs situation, og han kommer med en af sine pessimistiske/optimistiske kommentarer, som for eksempel: ”Det gode ved det er, at hvis vi brækker halsen når vi kravler ned af skrænten, så slipper vi for at drukne i floden”. Han er en af den slags, som altid venter det værste, hvilket ofte er til stor irritation for de to børn, men til meget morskab for lytteren/læseren. Og heldigvis for lytteren/læseren, har han ofte en kommentar til det hele.

Lars Lippert som læser historien op, gør det endnu engang helt fantastisk. Det er utroligt fascinerende at høre hvordan han, med hvad der lyder som en utrolig lethed, lever sig ind i de personer han læser om, og snakker med accenter, som de fine mennesker, gnavent som den sjove Marskmule, og med hylelyde og tuden når et af dyrene i fortællingen taler.

Det her er klart den sjoveste af de seks jeg endnu har hørt, og de fem timer det tager at lytte sig igennem den, forsvinder lyn hurtigt.

Lydbogsanmeldelse af Michelle Revsbech