Mord og mandelduft af Camilla Läckberg Oversat af Kamilla Jørgensen (Peoples Press)
Martin Molin, som vi kender som biperson i Läckbergs tidligere bøger, drager med sin kæreste Lisette til familiekomsammen i ugen op til jul. Det er første gang han skal møde Lisettes familie, og det skal vise sig at blive en familiekomsammen som Molin sent vil glemme.
Allerede første aften dør familiens farfar og overhoved Ruben. Han er blevet forgivet og lander, på bedste krimimanér, med hovedet på tallerkenen som er fuld af svenske julelækkerier.
Hvem af de resterende otte familiemedlemmer har myrdet Ruben og hvorfor?
En heftig snestorm hærger udenfor og skønt alle har mest lyst til at forlade stedet, er de nødt til at blive til snestormen er løjet af. For ikke at ødelægge vigtigt bevismateriale lægges Rubens døde krop i fryserummet, sammen med roastbeefen og hamburgryggen, mens Molin går i gang med opklaringsarbejdet.
Mord og mandelduft er en rigtig julekrimi som både indeholder julesne og spænding i bedste Sherlock Holmes stil. Det er svært at gætte sig til hvem der kunne have motiv til at slå et medlem af sin egen familie ihjel - måske mest af alt fordi alle familiemedlemmerne synes at have lig i lasten.
Bogen er i et langt mindre format end en standardbog og egner sig derfor godt som kalendergave eller årets mandelgave juleaften.
Jeg har givet Mord og mandelduft fire stjerner. Den sidste stjerne er en julestjerne som tilfalder bogen grundet den julestemning som Läckberg formår at sprede ved hjælp af juletræer, masser af sne og duften af død.