|
Knæler mellem stedmoderblomster af Jan Siebelink Oversat af Lise Bøgh-Sørensen og Gudrun Gilhuis-Glenthøj (Tiderne Skifter)
    
Knæler mellem stedmoderblomster handler om Hans Sievez og hans bestræbelser på at leve et lykkeligt og meningsfuldt liv. Man følger Sievez gennem et helt liv. Fra barndommen af, som var en fattig tid, præget af faderens stærkt glædesløse tro, som Sievez har svært ved at forstå, og som han ønsker at frigøre sig fra. En verden, hvor hans fars stærke tro ødelagde familien.
Som ung forlader han derfor sin hjemby for at gå egne og andre veje i livet, og frem for alt, for at komme væk fra den religiøse fanatisme. Sievez søger at finde sig selv ved at arbejde hårdt og leve et ærligt liv uden religiøs fanatisme. Hvor meget han end forsøger, så er det som om skæbnen vil ham noget andet.
Han bliver ansat som lærling på et gartneri, hvor han opdager sin begejstring for blomster og planter. Her møder han også Jozef Mieras, som viser sig at være en ultra-ortodoks mand. Alt for sent opdager Sievez dette, og herefter begynder en livslang kamp mellem troen på den ene side, og familie og kærlighed på den anden side.
Sievez forsøger at komme langt væk fra den religiøse verden og afskærer derfor al kontakt med Jozef Mieras. Han gifter sig med sin højt elskede Margje, hans store barndomskærlighed, og efter nogle år med hårdt arbejde, åbner de deres eget lille blomstergartneri, og alt tegner sig til at blive et lykkeligt liv for de to.
Men hårde tider med presset økonomi, usikkerhed om Sievez kan leve af sit livsværk, får ham til at søge efter svar. Meget belejligt dukker Jozef Mieras op og langsomt bliver Sievez draget ind i en anden verden. En verden som Sievez føler giver ham en vis frelse og tryghed, men som samtidig skræmmer ham. Konstant svinger ham mellem de to verdner, og det bliver en opslidende kamp for Sievez, hvis familie aldrig kommer til at forstå, hvorfor han vælger at leve sit liv på denne måde, idet han bryder med sine egne normer.
Fra første linje bliver man fanget af historien om Hans Sievez. En historie om håb og frygt, kærlighed og had, løgne og misforståelse. Det er en bevægende og meget varm beretning om en følsom og usikker mand, og om hvordan hans søgen efter svar i en uretfærdig verden skaber splid i en lille og tæt knyttet familie.
Man får en helt anden forståelse for hvad tro og religion betyder og kan gøre ved et menneske, som søger svar her i livet. Den mindste usikkerhed, der vokser sig større og større, et desperat råb om hjælp, som ikke bliver udtalt. Alt sammen noget der i sidste ende får en mand til at lade sig styre af de stærke overbevisninger, som religiøs fanatisme medfører, og som får ham til at gøre ting mod sin egen vilje.
Bogen er helt klart anbefalelsesværdig og giver stof til eftertanke.
Boganmeldelse af Liv Lundqvist

|