top
logo

Login




Home

Hejrens tegn Udskriv Email

Hejrens tegn
af Lian Hearn
Oversat af Karin Bodenhoff
(Gyldendal)




”Dine landområder vil strække sig fra hav til hav. Men freden vil koste blodsudgydelser. Fem krige vil købe dig fred, fire at vinde, og en at tabe. Mange må dø, men du selv er uden fare for at dø, undtagen for din egen søns hånd.”



Takeo har modvilligt måttet opgive sin Otori arv og sværge troskab til stammen. Dette bringer ham langt væk fra alt og alle han kender, til stammens hemmelige byer, og ind i den verden hans far voksede op i. Her forsøger stammen at videreudvikle og forædle hans medfødte og usædvanligt stærke evner og hærde ham til det kolde og blodige liv som stammens medlemmer fører. Vigtigst af alt er det dog, at han lærer at underkaste sig sin families beslutninger, og ikke stille spørgsmålstegn. Men selvom Takeo er stærk og lærenem, kan intet de gør få ham til at kaste sin barndoms lærdom fra sig og dræbe på stammens ordrer. Han trives ikke i det liv som stammen fører og de er ved at miste tålmodigheden med ham. Da han flygter fra stammen bringer han samtidig en dødsdom over sig selv. Stammen er stærk og accepterer ikke, at en med deres evner render frit og er udenfor deres kontrol. De kender mange og har folk alle vegne - hvordan kan Takeo forvente at overleve når han, ene mand, har hele stammen mod sig?

Samtidig er Kaede rejst til sin families landområde hvor hun får sig en grum overraskelse. Storme har hærget området og hendes families hus er i forfald. Hendes far er drevet til vanviddets rand af sorgen over hendes mors nylige død og familiens skam. Hendes søskende er ikke gamle nok til at klare sig selv og da hendes far dør, står hun som ældste datter og eneste ”arving” til familiens besiddelser. I en verden domineret af mænd, hvor det er helt utænkeligt at en kvinde skulle få magt og indflydelse, må hun kæmpe for hvad hun mener, er hendes. Men kan hun klare det eller er hun tvunget til at gifte sig på ny og overdrage sine landområder og sit folks liv, sin families og sit eget, til den mand som bliver udvalgt til hende? Og hvad med Takeo, vil hun nogensinde få ham at se igen?

Hejrens tegn er anden bog i Otoriklanens fortællinger.

De to hovedpersoner, Takeo og Kaede, er to unge mennesker, som begge kæmper for at få den plads i livet som de drømmer om. De må begge udkæmpe kampe, både indadtil og i den verden hvori de lever, for at nå deres mål, men der er lang vej endnu og tingene er ikke altid lige nemme når magtsyge mænd og hævntørstige klaner styrer dagsordnen.

Handlingen er, som i den første bog, Nattergalens sang, spændende og meget fangende, men der lægges en lille dæmper på de mange og meget dybdegående beskrivelser som man nød godt af i den første bog. Handlingen er stadig voldsom og man oplever fortsat de stærke følelser som hovedpersonerne rammes af. Man får en god indsigt i personernes indre konflikter og hvilke problemer de står overfor samt at man får svar på en del af de spørgsmål som så dagens lys i Nattergalens sang.

Bogen følger stilen fra den første bog og man præsenteres for alle forberedelserne til det endelige klimaks som forventes at finde sted i bog nummer tre, I månens skygge. Endnu engang en utroligt god bog som lægger op til at man bare må i gang med den næste hurtigst muligt.

Boganmeldelse af Michelle Revsbech




 

Nyhedsbrev

Banner

bottom

© 2010 http://www.rundtombogen.dk/