|
Håndbog om stauder af Andrea Rausch Oversat af Lingo Communications (Globe)
    
Håndbog om stauder er et lille og kompakt, nemt tilgængeligt og let brugbart opslagsværk som indeholder de væsentligste informationer om mere end 100 forskellige stauder.
Efter en kort indledning fortælles lige så kort og præcist om hvad der kendetegner en staude, de forskellige miljøer som stauderne trives bedst i, tips til køb af stauder samt plantning, pasning og formering af stauder. Der er også kort og konkret hjælp til hvordan du bedst sammensætter dine stauder så du får et farvemæssigt harmonisk bed som er i flor det meste af året.
Hernæst har hver staude to sider hvor læseren foruden et foto kan finde information om den pågældende staudes oprindelse, vækst, blade og blomster, mest fordelagtige placering, anvendelse, pasning, formering samt hvilke varianter stauden findes i. Ud for hver staude er desuden en faktaboks med tegn som angiver henholdsvis lyskrav, bedste miljø og karakteristika så som ”bunddække”, ”potteplante”, ”duftende staude”, ”afskårne staude”, ”vinterbeskyttelse” og ”giftig og/eller allergifremkaldende”.
Håndbog om stauder er hverken mere eller mindre end hvad den giver sig ud for at være, og det at den på så lidt plads fortæller så kort og præcis hvad det er du som udgangspunkt bør vide om stauder, er en utrolig god egenskab ved bogen. Med denne bog i hånden behøver du ikke at bruge tid på en masse fyldord som blot er til for at skabe en stemning, men kan hurtigt finde frem til de informationer du søger.
Sproget er, som resten af bogen, kort og præcist og Håndbog om stauder kan anbefales til dig som gerne vil hurtigt i gang med at indrette dit nye staudebed eller som blot mangler konkret information om en bestemt staude til din have.
Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

|