top
logo

Login




Home

Golak det døde land 1 Udskriv Email

Golak - Det døde land 1
af Josefine Ottesen
(Høst & Søn)




Romanen udspiller sig i en ikke nærmere bestemt fremtid, efter den store atomkatastrofe. Store dele af jorden er ubeboelig og farlig, der lever stadig mennesker forskanset i højteknologiske, science-fictionagtige byer, i et stråleskadet ingenmandsland mellem byerne lever horder af deforme monstre, golakkerne.



I en fjerntliggende bjerglandsby har en lille koloni af udvandrere fra byerne slået sig ned i et hamish-lignende samfund, baseret på hårdt fysisk arbejde, afstandtagen fra enhver form for teknologi, bøn, autoritetstro og loyalitet overfor fællesskabet.

Den unge dreng Jonah lever med sin familie i dette samfund med de snærende sociale normer. Han er intelligent, nysgerrigt udforskende, følelsesladet og meget musikalsk. Og har meget svært ved at indordne sig, hvorfor han konstant overvåges og tugtes. I det hele taget er han lidt udstødt og i opposition til sin familie og autoriteterne i særdeleshed.

Da hans elskede søster bortføres af golakkerne er det Jonah, der insisterer på en redningsaktion. Og han plages af svære moralske tømmermænd, da det viser sig at hun aldrig kommer sig og til sidst dør, bitter over at være blevet ”reddet”. Den erfaring er medvirkende til, at han virkelig forsøger at indordne sig som en lydig samfundsborger.

Derfor bliver det ham tilladt i samarbejde med landsbytossen Ben at istandsætte et gammelt orgel og sågar lære sig at spille på det. Den første og vigtigste grund set fra fællesskabets side er at musikken bidrager til at ære gud endnu bedre end blot sang. Men Jonah forfalder til at bruge musikken som middel til også at udtrykke andre personlige og lidenskabelige følelser. Det er indledningen til at Jonah for alvor udvikler sig til en selvstændig personlighed.

Jeg synes det er en fin bog, som minder mig om ”hvordan det var”. Alle voksne burde måske læse sådan en bog engang imellem. Den fiktive verden, forfatteren har skabt, gør det muligt at stille skarpt på Jonahs oprør og kamp for identitet på en helt anden måde, end hvis scenen var sat i Nørresundby. Det er let at identificere sig med Jonah, men sandelig også med de andre personer i romanen, hvilket gør den nuanceret og afbalanceret. Det er en velskrevet bog, der ikke forsøger at ”tale ned til” de yngre læsere. Måske også derfor kan man som voksen sagtens have fornøjelse af den.

Romanens største svaghed er en tendens til lidt firkantede værdier og politisk korrekte holdninger, som får lov til at skinne igennem. F.eks. de kønsmæssige stereotyper: Næsten alle kvinder er blide og storsindede, de fleste mænd fremstilles som stivnakkede traditionalister. Virkeligheden er nok lidt mere nuanceret end som så.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev

Banner

bottom

© 2010 http://www.rundtombogen.dk/