|

Fjolsernes konge af Ole Henrik Laub (Hovedland)
    
Konrad er søn af fattigfolk. Af bare medlidenhed køber Tyge Stork ham for 10 kroner.
En aften, da Konrad er blevet en ung mand, kommer han i slagsmål med Tyge og flygter derefter ud i den store verden. Med sig har han hesten Gråmule.
Tyge, der er bitter, anmelder Konrad for overfald og hestetyveri og søger efter Konrad for at få hævn.
På sin vej møder Konrad den lettere anløbne Pettermann, handelsrejsende udi helbredende dråber, og tandlæge hvis situationen skulle kræve det. De indgår et partnerskab det går fint, lige indtil Petterman forråder Konrad, der som følge heraf må en tur bag tremmerne.
I fængslet lærer han Sivert at kende og sammen flygter de fra fængslet. Efter at have skjult sig på Samsø et stykke tid, bliver Konrad rastløs og må videre. Der er et regnskab at gøre op med Pettermann, som i mellemtiden er kravlet et par trin op ad den sociale rangstige.
På sin videre færd møder Konrad ”Det bokkenhauserske Teaterselskab”, som er en omrejsende teatertrup ledet af Tenna. Hun bliver nærmest som en moder for ham. Konrad nyder at være skuespiller.
Fra første færd har Konrad succes hos kvinderne, der nærmest står i kø for at hjælpe ham ud af alle de situationer, som han får rodet sig ind i.
Fjolsernes Konge er ind imellem en ganske fornøjelig og underholdende bog, der skildrer en ung mands glæder og genvordigheder. Den er god som tidsfordriv på en regnvejrsdag.
Boganmeldelse af Allan Christensen

|