|
En kvindes pris af Somaly Mam Oversat af Ayaan Hirsi Ali (Gads Forlag)
   
”Min historie er ikke vigtig. Det drejer sig ikke om, hvad der skete mig. Jeg skriver min historie for at kaste lys over så mange tusind andre kvinders liv. De har ingen stemme, så lad dette ene liv være historien om dem.”
Somaly Mam beretter i sin bog om sit liv og sine oplevelser. Om hvordan hun fra lille af blev forladt af sine forældre og voksede op takket være andres gavmildhed. Hvordan hun som ung blev solgt til en mand, der i mange år brugte hende som slave, og som senere solgte hende til en grusom ægtemand for at afbetale en gæld. Hvordan hun efter sin mands død blev solgt videre til et dødsensfarligt og dybt nedværdigende liv som prostitueret, for senere at blive fri, finde en fransk mand og begynde at kæmpe for unge pigers rettigheder. En kamp, som hun den dag i dag stadig kæmper.
En kvindes pris er en fantastisk spændende bog, der handler om hvor grusomt nogle kvinder behandles grundet deres køn, og om hvordan en kvinde, selvom alle odds er imod hende, kan kæmpe sig til et bedre liv og gøre livet for tusindvis af andre kvinder bedre.
Somaly Mam har vundet en masse priser og får tilskud til sin kamp fra utallige organisationer og hjælpefonde. Og alligevel kan hun stadig kun hjælpe en brøkdel af de unge kvinder der lever et liv som prostituerede. Unge kvinder, der bliver frataget deres vilje og deres liv, som bliver voldtaget og banket gang på gang, og som dør på gaden af deres sår eller sygdomme, uden at nogen interesserer sig for det. Selv helt unge piger helt ned til omkring de fem år, må leve under disse kår, da disse helt unge piger anses for at være en speciel ”delikatesse” og en kur mod kønssygdomme.
Denne bog er fantastisk, men man ikke skal være blandt de sarte sjæle hvis man ønsker at læse den. Uhyggelige detaljer beskrives, og der lægges ikke skjul på de hårde vilkår eller den uretfærdige og groteske behandling kvinderne får. Det er en bog der kaster lys i de mørkeste kroge og som tvinger os til at se de ting, som vi helst ikke vil indrømme eksisterer. Men den er også en utroligt fascinerende og spændende bog, den fanger og inspirerer, og viser, at med vilje og kamp kan man komme langt. Den giver et billede af en kvinde der, på trods af at hun stadig lider af mareridt og tvangstanker efter sine oplevelser, er viljestærk nok til at kæmpe mod denne uretfærdighed – og som på trods af mange tilbagefald, had, modstand og endda kidnapningen af hendes egen datter, aldrig giver op.
Det er en bog, der vil ændre ens syn på verden, og de kår mange mennesker lever under. Den er absolut anbefalelsesværdig!
Boganmeldelse af Michelle Revsbech

|