Din næstes hus
af Jette Kaarsbøl
(Gyldendal)

Den midaldrende Laus Lindeborg er arkitekt og medindehaver af en ret succesfuld tegnestue. Han er vokset op alene med sin småforhutlede far, der ligeledes var arkitekt, men aldrig rigtigt drev det til noget. Laus har haft et halvhjertet forhold til en kvinde og fungeret som papfar for hendes barn med en anden mand, men var hende i øvrigt utro. I det hele taget har Laus ikke sjælen med i sine menneskelige relationer. Faren var genstand for sønnens dybe foragt, men ikke desto mindre (eller måske netop derfor?) rammes Laus relativt hårdt, da hans far dør af et hjertestop. Han får sin far begravet i en lille jysk by, hvor faderens eneste realiserede bygningsværk er opført – et filialbibliotek.

Efterfølgende tager Laus midlertidigt ophold på kroen (og det står ikke helt klart hvad der egentlig driver ham til det), arbejder freelance med et fotoprojekt og stifter nærmere bekendtskab med præsten og ikke mindst dennes meget yngre kone og lille datter. Som forventeligt forelsker Laus sig i den dejlige præstekone, men bliver også en selvstændig aktør i provinslivet, blandt andet som selvbestaltet engelsklærer og delvis fortrolig for kroparrets stærkt pubertære datter.

Jeg synes at forfatteren får beskrevet livet og karaktererne i den lille (dødssyge) by både skarpt og meget humoristisk. Især mange af bipersonerne er gode og præsten Stig, set gennem Laus’ ikke særligt sympatisk indstillede øjne, er ramt lige på kornet. Til gengæld synes jeg at hovedpersonen virker mindre overbevisende.

Den al- og bedrevidende fortæller fra forfatterens første roman Den lukkede bog er her afløst af en jeg-fortæller, og det har lagt en vis klædelig dæmper på den meget udpenslede stil. Men det er stadig en meget snakkende fortælleform og jeg bryder mig personligt ikke så meget om den. 

Der er mange fine sproglige finurligheder, rammende karakteristikker og dristige formuleringer i bogen. Undertiden, når ikke det lykkes efter hensigten, kan de dog virke lige rigeligt smarte og effektsøgende. 

Som helhed betragtet er det en udmærket og læseværdig roman med mange fine detaljer, men den kan virke irriterende ved sin snakken op af stolper og ned ad vægge.

Boganmeldelse af Tine Demandt