top
logo

Login




Home

Det første jeg tænker på - lydbog Udskriv Email

Det første jeg tænker på
af Ida Jessen
Indlæst af Grete Tulinius
Spilletid: 408 min.
(DBC Medier)



Ida Jessen har gjort det igen! Med Det første jeg tænker på, har hun begået endnu en genistreg af en tankevækkende roman om en helt almindelig dansker, som kommer ud for noget, der kan ramme os alle. Denne gang er det præsten Lisa, hvis søn bliver kørt ned af en flugtbilist på sin 10-års fødselsdag.


Det er ubehageligt, det er rædselsfuldt, det er tankevækkende og det er en forælders værste mareridt, som Ida Jessen i sin seneste roman skildrer så indlevelsesrigt, at man næsten har lyst til at krybe i et musehul når man hører den.

I det lille landsbysamfund Hvium er alle chokerede over hændelsen og Lisas veninde, der fungerer som jeg-fortæller gennem det meste af bogen, gør sine egne tanker om hvem flugtbilisten kan være. Der er ikke mange som kører på de små landeveje ved Hvium og sandsynligheden taler for, at flugtbilisten er en som Lisa kender.

Vi følger jeg-fortælleren og vi følger på tæt hold Lisa og hendes mands reaktion på deres søns død. Vi oplever hvad det gør ved en forælder at miste sit barn, hvilke tanker der rumsterer når man ikke ved med sikkerhed hvad der skete, fordi gerningsmanden ikke har meldt sig, og vi oplever den sorg og forvirring der opstår når ulykkens omfang går op for en sørgende mor, som har brug for at finde gerningsmanden - ikke for at bede denne stå til regnskab, men for at få den ro i sin egen sjæl, som det kræver for at kunne komme videre.

Det første jeg tænker på er en utrolig velskrevet og veldrejet roman, som kryber ind under huden og det fangende sprog gør, at du ikke kan undgå at føle bogens hovedpersoners smerte. De kontante undertoner, som hele tiden kommer med hentydninger til, at alt ikke er som det bør være, uden dog at gøre dig i stand til at sætte fingeren på hvad det er der er forkert, gør bogen utrolig ubehagelig på en fascinerende måde. Alt er underspillet og kun ved at fange de velplacerede hentydninger, finder du skjulte informationer, blandt andet om Lisas svære barndom med nogle uhyggelige og grusomme storebrødre.

Bogen byder på flotte, interessante personskildringer og er særdeles begavet skrevet. Er du selv mor, er dette hård kost for fantasien...

Bogen er læst op af Grete Tulinius, som virkelig formår at leve sig ind i jeg-fortælleren og de øvrige personers sindsstemninger og personligheder. Gretes formidable og medrivende oplæsning får lydbogsanmeldelsen en ekstra stjerne for og den klatrer sig derfor op på et solidt femtal frem for de fire stjerner, som boganmeldelsen her på siden har fået.

"Hvilke voksne mennesker går rundt med refleksbrikker på sit overtøj? Jeg selv gør det i hvert fald ikke."

"Jeg tænker på den fremmede som en mand, for selv ikke her i fantasien, som jeg kan give frie tøjler, kan jeg forestille mig, at det er en kvinde der har siddet bag rattet. Kvinder kører ikke børn ned. De forlader dem i hvert fald ikke bagefter."

"For mig må jeg indrømme, at jeg godt kan forstå trangen til at flygte."

Lydbogsanmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

 

Nyhedsbrev

Banner

bottom

© 2010 http://www.rundtombogen.dk/