Den iranske gartner
af Bjarne Reuter
Indlæst af Ken Vedsegaard
Spilletid: 528 min
(Gyldendal)



Arveprins Bernhard, bosiddende på Rude Slot med sin tunghøre og mandeelskende arveprinsesse, kommer til at skyde sin unge, iranske gartner under et seksuelt betonet rollespil i en sen nattetime.

Den unge gartner findes død med hovedet i en grydefuld minestrone og er iført sort BH og latextrusser.

Stelman, en noget forrået, kynisk og småkorrupt politimand med anlæg for at jokke i spinaten, modtager midt om natten et opkald med nogenlunde det budskab fra sin assistent Rasmus Larsen, prototypen på en civilklædt strømer i sorte ekkosko og grå garbardinebukser. Stelman beslutter at det vigtigste i hele sagen er at dysse den ned og holde pressen udenfor, koste hvad det vil.

Samtidig er den let forhutlede, sløve, alkoholiserede og cannabisrygende journalist (Monse) på lokalavisen Hæk og Have ude på en sen luftetur med sin værtindes moppe Johannes Ewald, da han får øje på Rasmus Larsen forklædt som Supermand på vej ind på slottet. Han følger efter og spotter liget. Han er ikke blind for det potentielle journalistiske scoop, udgiver sig for at være en del af staben og er herefter et fast element i handlingen.

Opklaringsarbejdet – eller rettere neddysningsarbejdet – ledet af Stelman, tager herefter fart og den får ikke for lidt. Rockerkrig, international krise og en større gidseltagning i Bella Centret er blot nogle af de elementer, der kommer i spil.

Det er en underholdende historie med rigelig fart over feltet. Den er stærkt aktuelt satirisk, hvilket er en stor del af dens underholdningsværdi. Der langes ud efter f.eks. kongehuset, det politiske liv og ikke mindst spindoktorer, fjernsynets underholdningsprogrammer og meget, meget andet. Faktisk er der ikke meget der går ram forbi. Omvendt er den også så aktuel at den hurtigt vil forældes.

Men det bliver lidt for meget af det gode i længden og bliver næsten forudsigeligt. Forfatteren har en tendens til at bruge de samme virkemidler igen og igen, og har man ikke fanget budskabet de første ni gange, siver det i hvert fald ind den tiende.

Oplæsningen af Ken Vedsegaard er generelt god. Oplæseren har en behageligt moduleret og flydende oplæsning. Dog er der en del ord han tydeligvis ikke ved hvordan man udtaler, f.eks. curriculum vitae og sergent. Det er for uprofessionelt. En personlig klage (og helt sikkert generationsbestemt) er at færge og nerve efter min mening ikke skal rime på tæve – men jeg må jo indrømme at sproget ændrer sig over tid.

Lydbogsanmeldelse af Tine Demandt