Da yankee’erne kom til Danmark
af Peer Henrik Hansen
(Lindhardt & Ringhof)



Da yankee’erne kom til Danmark er en bearbejdet udgave af forfatterens ph.d.-afhandling om det dansk-amerikanske efterretningssamarbejde i perioden 1943 til 1946 – altså fra besættelsens sidste år og tiden umiddelbart efter, men før den kolde krig var en alment accepteret realitet, og før Danmark valgte side ved at tilslutte sig NATO. De to ”før” er værd at holde sig in mente.


Forfatteren dokumenterer, hvordan det amerikanske Office of Strategic Services (OSS) og dets arvtagere (i dag: CIA) knyttede kontakter til danske modstandskredse, politikere og andre ”vidende” personer. I begyndelsen stod kampen mod det nazistiske Tyskland, men senere blev fokus i stigende grad rettet mod Sovjetunionen og dens aktiviteter, ikke blot i Danmark men i hele Østersøområdet og Nordtyskland.

Som nævnt bygger bogen på en ph.d.-afhandling, og det mærkes. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har lagt et stort arbejde og megen research i opgaven, og bogen afdækker med mange nye detaljer et hidtil ubelyst aspekt af den omhandlede periode. Mest opsigt vakte det nok, da forfatteren kunne påvise, at den senere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen (under det herlige kodenavn ”Big Horn”) havde været blandt amerikanernes informanter.

Dette faktum blev markedsført flittigt i perioden op til bogens udgivelse, men hvis man (f.eks. ansporet af bogens bagsidetekst) forventer flere afsløringer af samme karakter, bliver man skuffet.

Og det bringer mig til følgende konklusion: Som historisk afhandling, for historikere og hårdkogte lægfolk, er bogen relevant og interessant. Men som populærbog fungerer den simpelthen ikke. Hertil er den for tørt skrevet, og ”handlingen” er umådeligt langsomt fremadskridende – to skridt frem, et tilbage, et par skridt til hver side og nogle små hop på stedet.

Forfatteren kunne med stor fordel have udeladt en masse detaljer, og måske i stedet være gået lidt tættere på bogens hovedpersoner og deres motiver. F.eks. antydes det flere gange, at de herværende amerikanske efterretningsfolks drejning af fokus fra Tyskland mod Sovjetunionen er et udtryk for et klarsyn, der ikke var til stede hos deres politiske ledelse i Washington. Ja, måske. Men det kunne måske også være, at de pågældende havde et akut behov for et nyt fjendebillede af passende dimensioner for at berettige deres egen fortsatte tilstedeværelse? Bogen selv kunne godt give belæg for en sådan teori, idet det nævnes at både præsident Roosevelt og præsident Truman umiddelbart havde svært ved at se det store behov for at videreføre USA’s udenrigs efterretningstjeneste i sin hidtidige form og størrelse efter 2. verdenskrigs ophør. Og på samme måde kunne det have været interessant med lidt mere belysning af de danske aktører og deres motiver.

Så anmeldelsens tre stjerner skal ses som et gennemsnit af fire stjerner for historisk værdi og to stjerner for populær værdi.

Boganmeldelse af Ole Klaumann