Aprops Opa
af Julia Butschkow
(Samleren)



Titlens Opa er bedstefar til romanens fortællerskikkelse. Han er en stejl, tyrannisk faderskikkelse af den gamle prøjsiske skole, som har tyranniseret og kuet sin søn i en grad at denne ikke ønsker at have noget med sin far at gøre. Sønnen – fortællerskikkelsens far – flytter til Danmark, gifter sig med hendes mor og bliver skilt fra hende igen, alt ledsaget af en lind strøm af kvindebekendtskaber.


Vi er i 60’erne med hvad dertil hører af seksuel frigørelse og fri udlevelse af lyster, som jo også gør det muligt aldrig at binde sig, at glide af på de personligt forpligtende forhold.

I romanens nutid er fortælleren en ung pige, der efter en eller anden historie med noget stress og depression har droppet sit universitetsstudie og har et absolut ikke-krævende job i en urmagerbiks på Københavns Hovedbanegård. Hun forelsker sig i sin fascinerende fætter fra Berlin, der dukker op i København, hvor han udstiller sit eget afmagrede legeme som kunstværk. Han slår benene væk under hende i en kortvarig affære, hvorunder han afslører at deres fælles bedstefar under krigen administrerede jødeudryddelser i en polsk koncentrationslejr. Efterfølgende brænder han hende af og tager tilbage til Berlin uden at lade høre fra sig igen.

Afsløringen af bedstefarens fortid er stærkt chokerende for fortællerjeget, i form af ”hvad ville folk tænke om MIG, hvis de vidste at jeg var barnebarn af en nazist”. Og giver anledning til en konfrontation med hendes far, hvoraf man aner muligheden for et mere ærligt og ligeværdigt personligt forhold mellem de to fremover.

Opa ligger for døden i Berlin og en vis mildnelse af forholdet mellem den gamle tyran og hans søn indtræder. Forsoning måske ikke, men i hvert fald accept.

Apropos Opa er en stilfærdigt underspillet lille roman uden de store armbevægelser. Den rummer både fine, godt formulerede iagttagelser og hvad jeg opfatter som lidt tyndbenede klicheer. Bedst lykkes efter min mening skildringen af faren og bedstefaren samt udviklingen af deres forhold mod slutningen af den gamles liv, hvor billedet af den i enhver henseende frastødende bedstefader krakelerer og afslører en gammel, bange mand.

Til gengæld oplever jeg ikke at fortælleren rigtigt brænder igennem som skikkelse i romanen. Hun efterlader et lidt vagt, konturløst indtryk, lidt irriterende faktisk, som forstærkes af den sproglige stil med mange ultrakorte sætninger. Det er givetvis et bevidst stilistisk træk, men jeg bryder mig ikke så meget om det.

Bogens afsnit er meget korte, undertiden blot en-to sætninger på hver side. Det medfører en frygtelig masse blankt papir og den skeptiske læser kunne få den tanke, at det er et kneb for at komme op på et acceptabelt antal sider (i alt 200). Men det gør den velegnet som bus-og toglekture.

Egentlig siger Apropos Opa mig ikke så meget. Det er en relativt fin lille sag, let og hurtigt læst, let og hurtigt glemt igen.

Boganmeldelse af Tine Demandt