top
logo

Login




Home

A Thousand Splendid Suns Udskriv Email

A Thousand Splendid Suns
af Khaled Hosseini
(Bloomsbury Publishing)



Romanen foregår i det moderne Afghanistan (fra før den sovjetiske besættelse i 1979 til 2003). Den primære hovedperson Mariam fødes som resultat af et uægteskabeligt forhold mellem en velhavende forretningsmand og hans tjenestepige, som bitter og misantropisk forvises til en lille hytte udenfor lands lov og ret.



Ikke desto mindre elsker og beundrer Mariam sin far, som besøger hende ugentligt, en kærlighed som endegyldigt knuses da faderen og hans legitime hustruer efter moderens selvmord bortgifter hende – 15 år gammel - til en ældre, herskesyg skomager, Rasheed. Da Mariam viser sig ude af stand til at gennemføre en graviditet og give ham den søn han ønsker, træder han i karakter som en brutal mand, der lader sin skuffelse og modvilje gå ud over hende ved fysisk og psykisk vold.

Årtier senere udvides husstanden med den 15-årige andenhustru Leila, der som følge af ulykkelige omstændigheder ikke ser anden udvej end at gifte sig med Rasheed. De to kvinder udvikler langsomt og famlende et nært og gensidigt støttende forhold i deres ulykkelige ægteskab. Leila føder to børn (Rasheeds opdragelse af sønnen er den direkte opskrift på hvordan man producerer en forkælet og svag hustyran), som de to kvinder sammen tager hånd om under slavelignende forhold i et Kabul der hærges af bombardementer, Taleban-regime, bande- og borgerkrig. Deres indbyrdes omsorg og mor-datterlignende kærlighed hjælper dem til at overleve, ridsede og skrammede, men med en form for menneskelighed intakt.

Jeg vil ikke afsløre for meget af romanens handling – blot at den ender i et optimistisk stemningsleje, hvor livet leves videre på nye vilkår og en genopbygning af det ødelagte land går i gang, så de mange ofre, der blev ydet frivilligt eller ufrivilligt, ikke har været forgæves.

Det er en bragende god roman. Gribende uden at forfalde til sentimentalitet. Nuanceret og ufordømmende i sin skildring af selv de personer, der forekommer mest usympatiske. Jeg tror ikke at forfatteren på noget tidspunkt mister balancen og forfalder til absolutter af typen sort-hvid, godt-ondt og lign.

I tilgift får læseren en beskrivelse af nyere afghansk historie set indefra, og en udvidet forståelse for konflikterne i det borgerkrigsramte land.

Jeg kan kun anbefale denne roman på det varmeste. Fortællingen flyder ubesværet og man kan sådan set bare hengive sig til læsningen og nyde det.

En note om bogens engelske titel: Et citat fra et digt fra det 17. århundrede, der i engelsk oversættelse lyder:

"One could not count the moons that shimmer on her roofs,
Or the thousand splendid suns that hide behind her walls”


En nærliggende tolkning vil være at "de tusinde sole" er de kvinder, der gemmer sig bag murene. Og et lille citat fra bogens allersidste side: "…Mariam is in Leila’s own heart, where she shines with the bursting radiance of a thousand suns"

Der er således ikke tale om en beskrivelse af vejret på de kanter, som titlen på den danske oversættelse kunne forlede en til at tro.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev

Banner

bottom

© 2010 http://www.rundtombogen.dk/