50 vine du skal smage før du dør
af Henrik Steen Andersen
(Gad)

Der er tydeligvis mode i et eller andet antal vine (øl, whiskyer, cognac’er, substituér selv efter behag) man absolut må smage, før man dør. Dette er indlysende noget vås – man lever selvfølgelig fortrinligt uden (din læge og din bankrådgiver vil sågar nok mene bedre), og under alle omstændigheder er det de færreste, der har lyst eller råd til at bløde de eksorbitante priser, som verdens topvine sælges til.

Bogens forfatter skynder sig da også i forordet at understrege, at der i stedet for en listning af de dyreste og mest berømte vine er tale om en række subjektivt valgte punktnedslag, der fordeler sig både prismæssigt, geografisk og på vintyper.

Det skal dog ikke forlede læseren til at tro, at der er tale om noget udpræget demokratisk værk. Bogen opererer med 4 prisklasser (§ - §§§§), hvor § er op til 500 kr., mens §§§§ er over 2000 kr. – pr. flaske i detailhandelen. Der er ganske vist en del §’er, men 500 kr. er dog også en slat penge for 70 cl. vin. For at tage et par konkrete eksempler: I den billige ende finder vi den argentinske Nicolas Catena Zapata 2005 til 400 kr. flasken, mens vi i §§§§-klassen finder Chateau d’Yquem i en ”nyere” årgang (1996) til 1800 kr. (for en halvflaske, vel at mærke). Eller hvad med en Pingus fra den utvivlsomt udmærkede årgang 2005, der kan erhverves for en detalje af 80.000 kr.?

Så hvis man ikke har adgang til en anselig repræsentationskonto – og ikke er udrustet med en Peter Brixtoftes holdning til også at bruge den – må man nok nøjes med at læse om de fleste af lækkerierne. Det er da også ganske underholdende for en tid, men vinskribenter har desværre udviklet en stil og en sprogbrug, der bliver ensformig og trættende efter den tredje flaske, så at sige. Så en samlet gennemlæsning fra side 1 kan ikke anbefales.

Så hvad skal sådan en bog egentlig bruges til? Tjah – de færreste af os har vel råd til en Rolls-Royce, men derfor kan det jo godt være sjovt at læse om den en gang imellem. Og den velbeslåede og nysgerrige vindrikker kan måske også hente lidt inspiration til det næste besøg i vinhandelen. Men mest af alt ser jeg nu bogen som en (ikke særlig original) gaveide til manden, der har alt.

Boganmeldelse af Ole Klaumann